Person brænder inde i en lejlighed på Nørrebro i København

En person er sent mandag aften omkommet i en lejlighedsbrand på Nørrebro i København.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Michael Andersen.

– Vi fik en anmeldelse om en brand i Guldbergs Have i København N klokken 23.53, siger vagtchefen.

Hovedstadens Beredskab blev kaldt ud stedet og fik slukket branden i ejendommen.

– Da brandvæsenet kommer ind i lejligheden, finder man en død person på stedet, oplyser Michael Andersen.

Københavns Politi har endnu ikke bekræftet identiteten på den afdøde og har derfor heller ikke underrettet de pårørende endnu.

Derfor ønsker Michael Andersen heller ikke at oplyse den omkomnes alder eller køn.

Politiets teknikere er sendt til stedet for at klarlægge årsagen til branden.

/ritzau/