Bandeaktion: Politiet fandt våben, narko og penge

Nordsjællands Politi lavede torsdag en aktion mod bandemiljøet, og flere adresser blev ransagt primært i Helsingør og Kokkedal.

Politiet har døbt bandeaktionen for ‘Operation Syren’.

I en pressemeddelelse fredag oplyste politiet omkring udbyttet af aktionen.

Ved ransagningerne blev der fundet slag- og stikvåben, peberspray, strømpistol, gaspistol og et enkelt skydevåben. Der blev desuden fundet narko og penge.

– Nordsjællands Politi ønskede ved aktionen også at sende et klart signal til bandemiljøet om, at vi ikke accepterer en adfærd med vold og skyderi i gaderne. Politiet ønsker endvidere at skabe tryghed for borgerne i de områder, hvor de kriminelle bor og opholder sig, lyder det i pressemeddelelsen.