To fundet døde i brændende bil ved Sorø

To mennesker er lørdag morgen fundet døde i en brændende bil på Kalundborgvej i Sorø.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Det oplyser vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Politiet er på stedet med efterforskere og brandteknikere, der arbejder på at finde ud af, hvad det er, der er sket.

– Vi kan på nuværende tidspunkt ikke sige, om det er en ulykke, eller om der ligger noget kriminelt bag, siger Søren Ravn-Nielsen.

Politiet fik anmeldelsen lørdag morgen klokken 4.15. Det var en forbipasserende bilist, der slog alarm om den brændende bil.

Da politiet ankom til stedet, opdagede man, at der sad to personer i bilen, og at de havde mistet livet.

Ifølge Søren Ravn-Nielsen er der endnu ikke nærmere oplysninger om bilen.

/ritzau/