To mænd er dræbt efter skyderi i svensk by


Arkivfoto


To mænd har mistet livet efter voldsomme uroligheder, der både omfatter skud og knivstik i Norrköping i Sverige mandag aften.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Fire mænd er anholdt og mistænkt for drab eller medvirken til drab, oplyser politiet i Östergötland.

Skudepisoden fandt sted omkring klokken 22 i bydelen Hageby i Norrköping. I første omgang blev seks personer kørt til hospitalet med skud- og knivsår, oplyser talsmand Fredrik Kliman til Aftonbladet.se.

Her døde to mænd af deres kvæstelser.

Senere på natten dukkede yderligere to tilskadekomne personer op på hospitalet, oplyser politiet, der ikke kan udelukke, at der findes flere, som endnu ikke har søgt behandling.

Hvad der ligger til grund for skyderiet er foreløbigt uklart.

Politiet har tidligere udtalt, at de ikke mener, at der er en sammenhæng til andre opgør mellem kriminelle grupper i området.

Politiets teknikere fortsætter tirsdag deres undersøgelser af flere områder i Norrköping.

/ritzau/TT

Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq