55-årig bilist dræbt i frontalt sammenstød med lastbil

En 55-årig mand mistede livet lørdag eftermiddag ved en trafikulykke ved Skals nord for Viborg.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Ulykken fandt sted kort før klokken 14, hvor manden kom kørende i sin bil på Løgstørvej, da han af uvisse årsager styrede over i den forkerte vejbane og kolliderede frontalt med en modkørende lastbil.

Manden, der stammer fra Nordjylland, døde på stedet, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

– Personbilen kører af uvisse årsager over i modkørende vognbane, hvor han kører frontalt ind i en modkørende lastbil. Han mister livet på stedet.

– Vi arbejder stadig på stedet, og de pårørende er underrettet, siger Sune Espersen, vagtleder ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet modtog meldingen klokken 13.45 og undersøger ulykkesstedet med bilinspektøren for at fastslå, hvad der ligger til grund for ulykken.

Der vil blive taget en rutinemæssig blodprøve for at undersøge om ulykken skyldes alkohol.

Lastbilchaufføren kom intet til, og vejen er blevet lukket, så trafikanter i områder må finde omkørsel.

/ritzau/