Mand stukket ned: Gerningsmænd ventede på deres offer

Københavns Politi har sent mandag aften fortsat ikke pågrebet den eller de personer, der kort før klokken 20 stak en 31-årig mand ned ved Enghavevej og Stenderupgade på Vesterbro.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Men hændelsen er blevet optaget på et kamera og politiet har andre solide spor at gå efter i efterforskningen af overfaldet, som muligvis var planlagt.

LÆS OGSÅ: Ung mand stukket ned på Vesterbro

Vidner har fortalt politiet, at en gruppe af mænd tilsyneladende observerede en opgang forud for overfaldet og slog til, da offeret forlod ejendommen og trådte ud på gaden.

– Vi skal til at gennemgå en optagelse af overfaldet og desuden har vi registreringsnumre på tre biler, som kørte fra stedet umiddelbart derefter, siger Kenneth Jensen, central efterforskningsleder ved Københavns Politi.

– Offeret blev stukket fire gange. Blandt andet to gange i siden af brystet, men han er uden for livsfare. Vi har endnu ikke talt med den forurettede og kender ikke årsagen til overfaldet, siger Kenneth Jensen.

/ritzau/